English Deutsch

Historien om Magirus-Deutz

Christian Dietrich Magirus - hvis forfædre havde skiftet navnet Kock ud med det græske ord for kok, Mageiros, som senere blev til Magirus - grundlagde i 1864 virksomheden "Brandsluknings materiel fabrikken C. D. Magirus".

Magirus logo er et M med spir, det stiliserede vartegn for domkirken i Ulm, Magirus hjemby.
Den første Magirus lastbil blev efter officielle kilder bygget i september 1917. Det var en lastvogn med en lasteevne på 3 tons, og forsynet med en 4 cylindret benzinmotor på 6082 cm3, som udviklede 40 HK ved 1100 o/m.
I starten af 1918 blev Magirus opfordret til at sende køretøjer til afprøvning hos dent tyske hær, og snart efter begyndte man også at levere til det civile marked.
Magirus-Deutz 3 CV 135 fra 1927 havde en 7,63 L motor, på 65 HK. Totalvægten var på 6 tons.
Den første dieseldrevne lastvogn kom i december 1932.
I september 1935 blev der indgået en overenskomst med Humboldt-Deutz-Motoren AG i Köln, som førte til en fusion mellem de to firmaer, hvor Magirus blev en afdeling af Humboldt-Deutz-Motoren AG.
I 1936 der på udstillingen IAA i Berlin præsenteret en frembygget model, Magirus M 65. Vognen havde en underliggende motor med 12 cylindre (Boxer) på150HK og med en nyttelast på 6,5 tons.
I 1938 indgik Humboldt-Deutz-Motoren AG i Klöckner-Werke AG i Duisburg, og nu opstod firmaet Klöckner-Humboldt-Deutz, almindeligvis forkortet KHD.
Under 2. verdenskrig leverede firmaet lastvogne til den tyske værnemagt, fortrinsvis 3 tons vogne og RSO (Raupenschlepper Ost), en terrængående larvebåndsvogn.
1942 begyndte man at bygge model 514, og med denne model var epoken med de luftkølede dieselmotorer begyndt.


Fabrikken i Ulm blev udsat for kraftige bombardementer, og blev tvunget til at lukke i 1945.
Samme år påbegyndte man dog igen produktionen, på basis af 3 tons førkrigsmodellen, og i april 1951 kom den første egentlige efterkrigsmodel, kendt som "Alligatormodellen". Modelserierne var Mercur, Pluto og Jupiter.
Magirus modellerne hentede deres navne tra planeterne i årene1957-64. Dette hentydede til de specielle planetdrev i drivakslerne, som gav en overvældende stor udveksling helt frem ved de trækkende hjul  Dette drev havde ry for stor robusthed, og var ikke så sårbare for overbelastning.
I 1955 kom de tunge 6 x 6 og 6 x 4 Uranus, primært bygget til militære kampvognstransporter.
I 1971 dannede Magirus-Deutz, sammen med DAF, Volvo og Saviem, The Euro truck Development Group,kendt som Firergruppen.
I 1974 blev firmaet reorganiseret som Magirus-Deutz AG, for året efter at indgå i IVECO gruppen. (Industrial VEhicles COrporation), som foruden Magirus omfattede FIAT, Pegaso, Unic og Saviem.Fabikationen af lastvogne på fabrikken i Ulm fortsatte under IVECO logo.


Magirus var kendt for sine luftkølede dieselmotorer, som var såvel 4, 6, 8 10 og 12 cylindrede, sidstnævnte ydede 340 HK, uden turbo. Motorerne var modulbyggede, og fandt anvendelse i såvel lastvogne som entreprenørmaskiner af mange slags, fra vejtromler til de største gravemaskiner.
De var byggede til militært brug, og derfor uhyre robuste. De enkelte cylindre kunne skiftes ud, og der var ingen toppakning, så nøjagtigt var pasningen mellem cylinder og topstykke. Til gengæld var det tørstige motorer, men det havde mindre betydning, blot de kunne trække, og det var deres styrke, og så var det inden oliekrisen ramte os i 1974.

Lidt personlig erindring:

At de var tørstige illustreredes af at man om natten op ad Hallandsåsens nordside kunne se en ildtunge fra udstødningen, når der slæbtes med fuldt læs i lavt gear, det var et flot syn, men ikke særligt miljørigtigt.
Der var heller ingen syncromesh i gearkassen, doppelt udkobling var et must, hvis man ikke ville have armen forstuvet ved gearskifte. Dog var der en elektropneumatisk betjent mellemgearkasse, som skiftede efter forvalg når koblingspedalen aktiveredes.
At den var bygget til militært brug afspejlede sig også i det permanente boggietræk, som sørgede for at man kom frem allesteder med en stabilitet som var fantastisk.


Der blev til Danmark importeret en hel del i 1970´erne af Skandinavisk Motor Compagni, både som eksportvogne og som entreprenørvogne. Firmaet Tandem Transport, som senere udviklede sig i DSV, De sammensluttede Vognmænd, startede med at køre Magirus-Deutz.
Forsvaret var naturligvis også en stor kunde hos Magirus, en kærkommen afløsning for det efterhånden forældede materiel, som vi fik delvis som våbenhjælp efter 2. verdenskrig.

Jeg kørte selv Magirus, en FL16-230 med anhænger, og en sættevognstrækker, FLT22-230 med tandemtræk, her fotograferet i Svinesund. jeg mindes dem som yderst solide biler, det var godt kram der lavedes på fabrikken i Ulm.

Nyt om Magirus

Nogle medarbejdere fra firmaet IVECO Magirus har i 1999 dannet en forening med navnet Oldtimer-Club Magirus IVECO E.V. med internetadressen www.oldiveco.de
Foreningen har ca.40 Magirus og IVECO køretøjer, brandsprøjter, lastvogne og busser.
Det tidligere fabriksområde i Senden ved Neu-Ulm huser samlingen.

Historisk Magirus galleri
Raupenschlepper Ost. Hvor man ikke kunne komme frem på anden måde i terrænet, så kunne dette køretøj klare opgaven, den brugtes af Wehrmacht på østfronten. Fra 1943 til 1945 leverede Magirus over 12500 af denne type. Den havde en luftkølet KHD motor F4 L514 på 65 HK
A330 1940 4x4 i Wehrmachtudgave. Denne type var udviklet under Schell programmet, en forordning som skulle begrænse de mange modeller af lastbiler som fremstilledes i Tyskland. Den fandtes i en S udgave beregnet for vejtrafik (Straßenverkehr) samt en A udgave med træk på begge aksler (Allradantrieb)
S330 1941 i civil udgave med 4200 mm hjulafstand
S4500, 4,5 ton, var også udviklet under Schell programmet, og var en model som var ens for Henschel, Magirus og Saurer i Østrig. De blev hovedsageligt anvendt som brandslukningskøretøjer, og blev ikke fremstillet efter krigen. Der byggedes i perioden 1941 til 1943 ca. 600 eksemplarer.
SL3000ZL med gasgenerator. Da Wehrmacht lagde beslag på hovedparten af de knappe benzin og diesel forsyninger, måtte der udvikles alternative køretøjer som kunne køre på andre brændstoffer. Z i typebetegnelsen står for at vognen var udrustet med en "tændstrålemotor", en specielt udviklet motor til gengasdrift, Zündstrahlmotor.
Maultier, muldyret, kædedrevet og hjulstyret, der byggedes fra 1943 til 1945 ca. 1750 af denne type.
Walsdchlepper RS 1500, bygget af overskudsmaterialer fra Maultier, og efter krigen bygget til civile formål, primært skovdrift.
S3000 renovationsvogn. Den knappe materialesituation bevirkede at der var delt forrude, samt meget små forlygter.
S 3000 og A 3000. I 1948 kom disse to modeller, som var de første civile vogne med luftkølet motor, en F4 L514 på 75 HK.
S3500. I 1949 så denne model meget fredelig ud, nu med 85 HK motor.
Bemærk at trekanten på førerhustaget er i forkert stilling, den skulle kun klappes op når der var tilkoplet anhænger.
S3000. Atter en sparemodel, i 1948 måtte man stadig nøjes med minimalt udstyr p.g.a. materialemangel. Her er der kun en trinbøjle til førerhuset, og der er hul til startsving, ingen selvstarter.
S3500 årgang 1950 med arbejdsplatform. Bygget til kommununale opgaver. Bemærk den skrånende front, begyndelsen til den senere "Alligatorfront"
S3500 tanksættevogn fra 1950. Denne model blev bygget til Shell, og havde en 125 HK motor F6 L514, som ikke leveredes til andre.
S3500 årgang 1949, med helstålførerhus og nydesignede skærme.
S3500 årgang 1951, med ny front of 175 HK motor F8 L614
S3500 årgang 1949
S3500 årgang 1951, førete nykonstruktion efter 2. verdenskrig hos Magirus
S3500, årgang 1949 og 1951, sådan var forskellen på gammel og ny model.
S3500 med "alligatorfront", og den dengang meget brugte Veedol-pige som kølerdekoration.
S6500. Bemærk blinklysene på forskærmene, dette var en prototype. Blinklys blev først standard i 1958.
S3500 og S6500
O3500 til møbeltransport, bygget på buschassis, deraf typebetegnelsen O.
S6500 På denne model var sovekabinen bygget ind i ladrummet. Deraf kælenavnet "Schwalbennest" og svalen på motorhjelmen.
S3500 opbygget af Kässbohrer
A3500 årgang 1953. Denne model beholdt det oprindelige førerhus som var bygget af træ og stål, indtil 1955.
A3500, en model som ellers hovedsageligt anvendtes som brandslukningskøretøj.
AK3500. Første model med de kendte, kantede skærme. Denne model er fra 1954.
Mercur AK 1955. Denne model fik et bredere førerhus, og bedre oversigtsforhold for chaufføren.
A6500. Denne model blev udbudt en kort tid, men som billedet viser var den for svag i karosserikonstruktionen, så den afløstes af en udgave med det gamle førerhus.
AK3500 Mercur 1957. Den brede motorhjelm dækker over en større motor som var i denne model.
A6500 årgang 1953
S4500 prototype fra 1955. Denne model kom ikke i produktion
S7500 årgang 1955. Denne model havde tipbart førerhus, bemærk hængslerne ved Magirus emblemet.
Mercur F årgang1957. Fronten afspejler resterne af "Alligatorfronten"
112 F med pyntegitter på fronten som antyder den ny form på kølergitteret.
Saturn 145 FL årgang 1958, her er det endelige kølergitter.
Møbelbus med opbygning fra Ackermann, karosseriformen var udviklet fortrinsvis til Mercedes Benz
Uranus med V12 motor på 250 HK, en model til tunge specialtransporter.
Fra 1956.
Jupiter 6x6. I 1959 kom udkastet til denne type, og i 1961 gik den i produktion. Den var i mange år anvendt i stor stil af mange NATO lande, herunder Danmark.
Jupiter 6x6, specialmodel som kunne forvarmes inden start ved et system hvor en anden vogns udstødning ledtes forbi cylindrene. Bemærk hullet i frontgitteret.
Jupiter 6x6 i civil udgave, drevet at en F8 L714 motor på 195 HK
S 4500 årgang 1957. Denne model havde indtag af køleluft fra bunden af motorrummet, derfor intet kølergitter.
Mercur årgang 1958. Her der et lille køleluftindtag ovenpå hjelmen.
Mercur årgang 1959. Her er to luftspalter for køleluft.
Saturn S tanksættevogn
Saturn S 1959. Her er luftindtaget i den endelige form me to indtagsåbninger i frontgitteret.
Saturn 6x6 fra 1963, her som betonkanon.
150D 10 årgang 1956, datidens udbredte fjerntransportbil.
Sirius årgang 1956, udviklet til Deutsche Bundesbahn
Pluto 200F årgang 1960. Karrosseri fra Ackermann.
Saturn 6x4 fra 1961. Bygget til 32 tons vogntogsvægt. Med 195 HK.
Saturn TE 6x4 Transeuropa fra 1963. Her er den nye førerhusgeneration, type D. Denne model udvikledes i serierne 230FL og 232 FL ,
samt den store V10 cylindrede 310 FL herunder.
Den største motor som blev udbudt var en V12 på 17 liter slagvolumen og med en ydelse på 340 HK, alle sugemotorer uden turbo.
Magirus Deutz 310 FL 6X2 fra 1970

© www.hansreckweg.dk/truckerlinks/

eXTReMe Tracker


eXTReMe Tracker