Historien om Scania

English Deutsch
Scania´s logo er Skånes våben, som via Scania´s vidtforgrenede netværk er blevet kendt over hele verden.

Jernbanen var på fremmarch i Sverige, og i 1891 startede en gruppe industrifolk Vagnfabriks Aktie Bolaget I Södertälje, hvor man producerede jernbanevogne. Imidlertid var markedet snart vigende, og man måtte finde andre produkter at fabrikere, så man slog sig på person og lastbiler. Disse blev solgt under navnet Vabis. Allerede dengang skulle der markedsføres under et navn som alle kunne genkende og huske.

Fabriksporten ind til Scania i Malmø

I Malmø i Skåne lå Maskinfabriksaktiebolaget Scania som havde en lignende produktion.Man havde lavet flere forskellige ting, men i 1903 kom de første biler fra fabrikken, det var personbiler. I 1905 kom de første Scania motorer, og der produceredes nu både person og lastbiler.

Scania bilerne solgte godt, men man behøvede kapital til at udvide fabrikationen, så man så sig om efter en partner. I 1911 fusionerede Scania i Malmø og Vabis i Södertälje. Lastbilerne lavedes i Malmø, personbilerne i Södertälje, administrationen var i Malmø indtil 1913, hvor det flyttedes til Södertälje.

I årene før 1. Verdenskrig havde Scania-Vabis en stor eksport til de øvrige nordiske lande, Rusland og de baltiske lande. Under krigen blev eksporten stort set indstillet, men produktionen til hjemmemarkedet i det neutrale Sverige gik fint. Efter 1. Verdenskrig løb Scania-Vabis dog ind i en alvorlig krise på grund af depression i kombination med en stor svensk import af billige overskudslastbiler fra krigen. I 1921 gik selskabet konkurs. Scania-Vabis blev dog rekonstrueret, og i årene fremover blev selskabet langsomt men sikkert bygget op til en solid og teknisk fremstående producent af tunge køretøjer.


En detalje i historien er, at der også har fundet en produktion af Scania person- og lastbiler sted her i Danmark.


I 1911 blev den første svenske Scania lastbil leveret til det danske marked. Den havde en 4-cylindret rækkemotor på 8,8 liter slagvolumen, en effekt på 26 HK og en lasteevne på hele 4 tons. De to følgende år kom eksporten til Danmark op på syv lastbiler og en enkelt personbil.

I slutningen af 1913 blev selskabet Dansk A/S Scania-Vabis grundlagt. Året efter blev den første danskbyggede Scania-Vabis - en 4 sædet Phaeton personbil - leveret fra fabrikken på Frederiksberg. I 1915 rullede den første danske Scania-Vabis lastbil ud af fabrikken. I de følgende år udviklede fabrikken bl.a. én af verdens første V8-motorer til personbiler. Den blev produceret i ca. 25 eksemplarer og monteret i ambulancer, politibiler, drosker og luksus-personbiler. Allerede i 1920 begyndte det dog at knibe for de danske håndværkstraditioner at klare sig i konkurrencen mod den moderne samlebåndsteknik. I 1921 blev den danske Scania-Vabis bilproduktion nedlagt. Det præcise produktionstal for denne periode er ikke kendt, men det samlede salgstal i Danmark kom op på ca. 175 lastbiler og ca. 75 personbiler.

I 1925 blev serieproduktionen af personbiler indstillet, og fabrikken i Malmø blev nedlagt i 1927. I løbet af 1930'erne øgedes produktionen af busser, og Scania slog sit navn som motorproducent fast. I 1936 kom den første dieselmotor, udviklet i samarbejde med Magirus i Tyskland. I 1936 kom en ny type dieselmotor, med henholdsvis 4, 6, og 8 cylindre. Der anvendtes i stor grad ens dele, og denne måde at gøre tingene på var og er kendetegnende for firmaets idéer og nytænkning.

Under 2. Verdenskrig blev Scania-Vabis i princippet omdannet til en stor rustningsvirksomhed med omfattende produktion af kampvogne og andre pansrede køretøjer til det svenske forsvar. Efter krigen var Scania-Vabis klar til at satse internationalt, og allerede i 1950 var produktionen tredoblet i forhold til før krigen. Samtidig udgjorde eksporten over 25% af produktionen.

Scania-Vabis overtog i 1948 det svenske agentur for Volkswagen, og dermed kunne man hurtigt udbygge et svensk forhandlernet.
Den økonomiske gevinst, som dette medførte, gav Scania-Vabis mulighed for selv at financiere den kraftige vækst der fulgte gennem 50'erne og 60'erne. Nu bestod hovedparten af produktionen igen af lastbiler, og i denne periode blev der åbnet fabrikker i både Brasilien og Holland.

I 1968 blev Scania-Vabis slået sammen med Saab, der producerede fly og personbiler. Det nye fælles selskab fik navnet Saab-Scania AB, og lastbilerne droppede Vabis-navnet til fordel for Scania.

I 1969 præsenterede Scania Europas kraftigste lastbilmotor, en V8'er med 14 liter slagvolumen og på 350 HK. Dermed cementerede Scania sin positionen som motorproducent i verdensklasse.Dens lyd var som sød musik i manges ører, og nogle ændrede lydpotterne så lyden blev endnu mere hørbar, denne motor udstrålede kraft og styrke i overflod. Hør dens uforglemmelige lyd her

1970'erne blev en periode med voldsom vækst for Scania. Produktionen blev fordoblet og eksporten tredoblet til over 10.000 lastbiler om året. I slutningen af 1970'erne indviede Scania en fabrik i Argentina. Scania blev en global lastbilproducent med mere end 20.000 ansatte.
Midt i årtiet blev 80-, 110- og 140-serien med hhv. 8-, 11- og 14-liters motorer videreudviklet så meget, at det blev markeret med et "generationsskifte" til 81-, 111- og 141-betegnelserne.

I 1980'erne styrkede Scania sin internationale position og etablerede sig både teknisk og med hensyn til markedsandele i toppen blandt verdens producenter af tunge lastbiler og busser. Med introduktionen af 2-serien i 1980/81 havde Scania videreudviklet modul-konceptet mere end nogen anden lastbilproducent i verden. Også busprogrammet blev fornyet i løbet af 1980'erne, og busproduktionen næsten fordobles fra ca. 2.000 til knap 4.000 enheder. Inden udgangen af 1980'erne videreudvikles den succesrige 2-serie yderligere og blev til 3-serien, der bl.a blev kåret til "Truck of the Year" i Europa i 1989.

Ved indgangen til 1990'erne blev der solgt Scania lastbiler og busser på mere end 100 markeder over hele verden. Den årlige produktion overstiger for første gang 40.000 enheder om året. I 1995 præsenteres Scania 4-serien, Scanias største satsning til dato, og de nye lastbiler modtages med begejstring. I løbet af de næste par år blev produktionen på samtlige Scanias fabrikker i bl.a. Sverige, Holland og Brasilien omlagt til 4-serien, som dermed kan kaldes en ægte global lastbil-serie. Scania ser lyst på fremtiden som en af verdens førende producenter af tunge lastbiler, busser og motorer. ElleveScania fabrikker i 5 lande var der i år 2000. Dette år løb Scania nummer 1 million af samlebåndet. Det var også året, hvor Scania introducerede en V8´er med et slagvolumen på hele 16 liter.

Scania er idag kendt over hele verden, der ruller Scania i alle verdensdele, og mærket er kendt og anerkendt for sin kvalitet og råstyrke. SAAB er nu indgået i General Motors, flydivisionen er udskilt, og idag er Scania et 100% lastbilfirma.

Scania-Vabis i Danmark efter 2. verdenskrig:

Efter 2. verdenskrig blev Scania igen repræsenteret i Danmark. Selskabet Nordisk Diesel A/S fik i 1946 agenturet på import og salg af Scania-Vabis lastbiler i Danmark, og frem til 1961 blev der solgt ca. 1.000 Scania-Vabis herhjemme.

Fra 1. januar 1962 overtog det svenske moderselskab selv aktiviterne i Danmark under navnet "AB Scania-Vabis Köpenhamnskontoret". I løbet af året blev der opbygget et næsten landsdækkende net af forhandlere og indregistreret ialt 202 Scania-Vabis lastbiler og 18 busser. Året efter dannede den svenske moderfabrik i Södertälje et egentligt dansk aktieselskab under navnet Scania Diesel A/S. De stigende aktiviteter op gennem 1960'erne gjorde det til sidst nødvendigt at flytte, og i 1971 tog det danske importselskab nye lokaler på Generatorvej 45 i Herlev ved København i brug. Samtidig blev selskabets navn ændret til Saab-Scania A/S.

Ti år senere var pladsen igen blevet for trang, og i 1981 flyttede man lidt op ad vejen til de nuværende lokaler på Generatorvej 12. Dette blev ligeledes markeret med en navneforandring, denne gang til Scania Biler A/S. I 1986 skiftede selskabet igen navn til Scania Danmark A/S, som vi kender det i dag. I 1997 blev huset på Generatorvej 12 udvidet med nye mødefaciliteter, så det nu rummer administration, serviceskole, undervisningslokaler, mødelokaler, lager samt kantine. Scania Danmark A/S beskæftiger i dag ca 35 medarbejdere.



Scania gennem årene
Tre generationer Scania, LT75, T113 og T124
Vabis 1902 Scania Vabis 1917
Scania Vabis 1953 Scania Vabis LT75 1960
Scania Vabis 56 1962 Scania Vabis 76 1963
Scania Vabis LB76 1963 Scania Vabis L36 1964
Scania L111 1974 Scania L111 1978
Scania LS141 1979 Scania T142 1982
Scania T143 Topline 1991 Scania T114 1998
Scania T144 1999 Scania T144 2000
Scania T124 Topline 2002 Scania T380 2004
Scania T580 Topline 2004 Scania 114G 2004
   

 

Klik på billedet og se det i stort format

Klik på billedet og se det i stort format

© www.hansreckweg.dk/truckerlinks/

eXTReMe Tracker


eXTReMe Tracker